
Så er der gang i byggeriet
Det summer af liv i Laksegade, for der er kommet hegn op omkring byggepladsen, og byggeriet er nu i fuld gang.
Hegnet kom helt på plads i begyndelsen af april, og det markerede startskuddet på byggeriet. Et projekt, der skal føre gadens historiske bygninger og mere end 400 års historie videre til et nyt kapitel. Nu venter arbejdet med at omdanne de 16 bygninger i projektet og samlet 50.200 kvadratmeter til et nyt kvarter i byen. En opgave, som projektdirektør Glenn Jaes har set frem til.
”Vi har forberedt os og glædet os til byggestart, og vi er meget glade for at være i gang. For os, der har arbejdet med byggeri i mange år, er det her en enestående mulighed. Laksegade Kvarteret er fuld af historie og fantastisk arkitektur, og det er en ganske særlig byggeplads, vi har etableret her, hvor vi er omgivet af historiens vingesus i alle hjørner af projektet,” siger Glenn Jaes.
Indvendig nedrivning og miljøsanering
Første del af projektet er den såkaldte soft strip, den lette nedrivning af indvendige overflader og installationer, og holdet på byggepladsen er allerede langt med den del.
”Lige nu er vi midt i soft strip, der bedst kan beskrives som en indvendig nedrivning. Vi fjerner fx skillevægge, sænkede lofter, gulve, forskelligt inventar og installationer. Formålet er at gøre bygningerne klar til ombygning og transformation, samtidig med at vi værner om de mange fine detaljer, der skal føres med videre i det nye kapitel,” fortæller Glenn Jaes.
Arbejdet i den kommende tid
Ifølge Glenn Jaes følger holdet tidsplanen for soft strip i bygningen på Bremerholm 33 og i Laksegade 11. Han vurderer, at den samlede indvendige nedrivning bliver afsluttet i sensommeren. Hovedpunkterne i tidsplanen for byggeriet er i den kommende tid følgende:
- Soft strip forventes færdig i sensommeren/efterår
- Herefter følger den tunge nedrivning indvendigt og demontering af facader på bygningen Bremerholm 33
- Det er forventningen, at der tilknyttes en totalentreprenør i løbet af sommeren, som vil starte genopbygningen i løbet af efteråret og frem mod december
Trafik i området
Byggepladsen ligger som bekendt centralt i København, og det kan ifølge Glenn Jaes ikke undgås at så stort et byggeri sætter et aftryk på trafikken.
”Vi vender alle muligheder for at mindske generne bedst muligt og er løbende i dialog med Københavns Kommune om trafikforholdene. Vi tager sammen med kommunen bestik af situationen på særligt Bremerholm, som til tider kan være udfordret, og gør, hvad vi kan for tage hensyn,” siger Glenn Jaes.