Et ikonisk kvarters historiske udvikling

Laksegade var engang Skipperboderne – en klynge af huse, hvor byens sømænd boede, når de ikke var på havet. Husene var små og beskedne, men emmede af liv og historier fra fjerne kyster. Her delte kaptajner, skippere og matroser røverhistorier over brændevinen, mens duften af tjære, saltvand og mere stramme lugte lå tungt i luften. Da flåden blomstrede under Christian IV, voksede behovet for ordentlige boliger til de menige søfolk og deres familier, og derfor etablerede man Nyboder, som ligger nær det nuværende Østerport. I dag er det mest gadens maritime navn, der antyder, at Laksegade lagde brosten til en betydelig del af byens og hele Danmarks søfartshistorie.

Branden på Bremerholm i 1795 var en skæbnesvanger begivenhed, der for altid ændrede København. Det begyndte som en mindre glød i noget tovværk på Bremerholm-værftet, men i den tørre sommervarme spredte flammerne sig med rasende fart over Holmens Kanal, og rasede i tre dage. Snart stod de tætpakkede, stråtækte huse i Skipperboderne i lys lue, og en stor del af byen blev opslugt af ilden. Over 900 bygninger blev til aske, inklusive den prægtige
Nikolaj Kirke, der efterlod et forkullet tårn som eneste vidnesbyrd om dens storhed.

Da H.C. Andersen flyttede fra Odense til København i 1819, var det i håb om at skabe en fremtid som kunstner. Eventyret begyndte i Laksegade, da han som bare 14-årig flyttede til kvarteret med Ulkegade, Hummergade, Laksegade og de andre gader med navne fra havets dyr. Stedet var et af byens dengang mest berygtede kvarterer og lå omtrent, hvor Bremerholm findes i dag. Det var kendt for sine bordeller, natteliv og glade dage, når søfolkene gik i land. H.C. Andersen debuterede i 1829 med "Fodrejse fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i aarene 1828 og 1829". En fantasifuld beretning om en vandretur fra Laksegade kvarteret, hvor du står nu, og ud til Amager. Senere i 1836 optrådte han juleaften på scenen i Peschiers gård ved Laksegade som den tragiske skuespiller i ”Souffleurens Benefice”.

I løbet af 1800-tallet måtte de store skibsredere og købmænd vige pladsen for en ny økonomisk magtfaktor: bankerne. Området omkring Nikolaj Plads og Holmens Kanal blev omdannet til byens finansielle centrum, hvor institutioner som Nationalbanken og Landmandsbanken slog sig ned i de prægtige bygninger, der stadig præger kvarteret. Her strømmede kapitalen gennem haller med højt til loftet og marmorgulve, mens byens økonomiske elite samlede sig her. Bankernes indtog i området signalerede en ny æra, hvor søfart og handel blev erstattet af ind- og udlån og landets storkapital.

Forfatteren Gustav Esmann (1860-1904) gav i slutningen af 1800-tallet kvarteret navnet Mayonnaise-kvarteret som en humoristisk reference til havdyrene i gadenavnene, der alle gør sig godt med mayonnaise. Mayonnaise-kvarteret, der strakte sig mellem Nikolaj Plads og Holmens Kanal, var i århundreder et livligt område fyldt med små butikker, værtshuse og handelsfolk. Gaderne bar navne efter havets dyr, som Ulkegade, Laksegade og Hummergade.

Engang var kvarteret omkring Laksegade alt andet end stilfærdigt. Sømændene fandt selskab hos områdets gæstfrie damer og slukkede tørsten på smugkroerne, der lå tæt i de snoede gader. Gaderne var berygtede og kendt, som et hjørne af København, der aldrig sov. Beboerne i gadens finere ende – tættest på Østergade – fik dog nok af gadens tvivlsomme ry og bad om lov til at kalde Ulkegade for Holmensgade i stedet. Gaden fik sit nye navn, men værtshusene og bordellerne blev, og det samme gjorde nattelivet. I 1930’erne blev det gamle kvarter revet ned, fik navnet Bremerholm, og i dag er de dunkle gyder forsvundet. Historierne om gamle dages pulserende liv hænger stadig i murene, og de er ikke for sarte sjæle.